Når følelser ikke stemmer overens

Når Laura kigger tilbage på sine teenageår og specielt gymnasietiden, bliver hun stadig overrasket over, hvor lang tid der egentlig går, før hun bliver opmærksom på sin egen seksualitet. ”Set i bakspejlet var jeg helt klart forelsket i min veninde (og hun i mig), men selvom vi tilbragte så meget tid sammen, og ikke kunne lade være med at kysse til festerne, så skærmede min hjerne fuldstændig muligheden for, at jeg ikke var heteroseksuel.” I gymnasietiden oplever Laura at stå med en følelse af at være forkert, fordi hun skulle forholde sig til at være tiltrukket af sit eget køn. Samtidig havde mange i hendes omgangskreds en holdning til det at være homoseksuel, som tydeligvis var bygget på fordomme, og overhovedet ikke stemte overens med hvor naturligt hendes romantiske følelser for kvinder føltes, ift. hvad hun havde oplevet i tidligere forhold med mænd.

Brikker der falder på plads

Det var først efter gymnasiet, hvor Laura tog på date med en kvinde, at det hele begyndte at falde på plads, og virkede fuldstændig rigtigt, og med hendes første kæreste af samme køn, flytter hun til København. Det er også i København, at Laura første gang oplever i Pride parade, og det ender med at være en oplevelse, der får stor indflydelse på hendes liv, og måden hun ser sig selv på.

”Det er første gang ser, at jeg jo egentlig var en del af et stort fællesskab, hvor diversiteten er stor, men hvor alle accepterer hinanden, fordi vi har fælles erfaringer med at føle os uaccepterede andre steder. Det var bare en kæmpe befrielse endelig at være blandt en masse mennesker, der var glade og viste sig frem som dem, de er. Her var alle okay med at være anderledes”

Det er okay at være anderledes

Laura ville ønske, at vi kunne ændre måden, vi både bruger og modtager netop ordet anderledes. ”Anderledes bliver så tit opfattet negativt, og det er helt sikkert også ofte blevet sagt på en måde, så det udstråler noget negativt.” Og netop derfor mener Laura, det er så vigtigt at få ændret brugen af ordet. ”Det kan være overvældende at forholde sig til sin seksualitet, når man bliver teenager, men hvis du samtidig skal tage stilling til, at folk omkring dig prøver at sætte din seksualitet i bås, så bliver det bare meget forvirrende oppe i hovedet. For ikke at være anderledes og få alle de udfordrende spørgsmål, er det nemmest ikke at mærke efter det i sin krop, som andre mennesker har så stort behov for at spørge ind til.”

Men det er okay at være anderledes. Det er de fleste af os på et eller flere punkter i livet. Det er bare punkter, folk tilsyneladende ikke er lige så interesserede i som seksualitet og køn. Og Laura er i dag fuldstændig tilpas med at være ’anderledes’ og stolt af at være sig selv. ”Hvis vi tager fat i ordets betydning, så er jeg, fordi jeg ikke er heteroseksuel, i udgangspunktet en del af en minoritet – og dermed anderledes fra normen. Det handler om at finde fællesskaber, hvor man er anderledes sammen. Jeg har mange omgangskredse, og har det rigtig godt med dem alle sammen. Jeg får noget forskelligt ud af venskaber, men det er sjovt, at der hvor jeg føler mig allermest tilpas, er der, hvor jeg er samlet med alle ”de anderledes fra lgbt-miljøet”. Jeg tror, det er fordi, vi har en fælles forståelse for, at det at være anderledes ikke er en dårlig ting. Vi er tværtimod nysgerrige på hinandens forskelligheder og kan spejle os i hinanden på trods af forskellighederne. Laura har et ønske for dialogen omkring LGBTQI+-miljøet fremadrettet, og håber at det at være anderledes kan være noget, vi er oprigtigt stolte af. ”Lad os øve os i at være okay med at være anderledes, og lad os bruge ordet – men altid med respekt og gode intentioner.”

Ja, Pride gør en forskel

”Det er derfor, det er så vigtigt, at vi har Priden. Vi har sagt det uendeligt mange gange: Pride er ikke bare en stor fest – det er her vi skal åbne munden, og kæmpe for egne og fremtidige generationers rettigheder. Men det er så vigtigt at vi bliver med at råbe det højt! Jeg skal leve mit liv med, at der i mine journaler står, at jeg har en psykisk lidelse: transkønnet. Det skal jeg nok klare, det er bare et ligegyldigt levn fra fortiden, men pga. Pride-organisationer og LGMTI+-personer, der er gået i front, er netop denne lovgivning ændret, og man bliver ikke længere noteret med en psykisk lidelse.”

Xander har som teenager og voksen haft et støttende bagland af både familie og venner, og derfor er netop diagnosen for ham let at skyde i baggrunden, men han kan forestille sig, hvor hård sådan et stempel er for nogen, der i forvejen kæmper.

”Som mange andre i min situation, har jeg ikke haft det særlig nemt med mine jævnaldrene som barn – i en folkeskoleklasse er der ofte grupperinger med drenge og grupperinger med piger, og så er det svært at passe ind, når man er dreng, men biologisk født pige – det gør også ofte en til et nemt mobbeoffer. Det var jeg også. Jeg har til gengæld kun modtaget kærlighed og omsorg fra min familie og gode venner i hele processen med først at springe ud som homoseksuel og siden hen transkønnet. Ikke en eneste skeptisk kommentar, kun opbakning og omsorg. Derfor har detaljer som fx min ”diagnose” ikke kunne slå mig ud, for jeg ved, at jeg er accepteret, som den jeg er, og det giver mig så meget ro. Har man derimod skulle kæmpe for at blive accepteret– måske mistet venner eller familie på den konto – så må det være et kæmpe slag i hovedet også at skulle deale med at være diagnosticeret med en psykisk lidelse.”

Ræk ud

Xander føler sig heldig med den modtagelse, han har fået fra sine venner og sin familie, men i samme omgang er han meget opmærksom på, at ikke alle får samme accept fra omgangskredsen. ”Jeg har kun mødt kærlighed og hjælpsomhed hos mine venner og familie. Derfor kan det dog stadig være rart at have fora, hvor man kan snakke med andre i samme situation. Og det vil jeg anbefale i allerhøjeste grad til dem, der møder modstand. Der findes masser af facebookgrupper eksempelvis, og her kan man finde så meget støtte og gode råd. Lgbt.dk har også rigtig mange gode tilbud.”

”De tre gerningsmænd overfalder mig pludseligt uden noget som helst motiv, andet end at jeg åbenbart har provokeret dem blot ved at følges med nogle veninder.” Selvom det er flere år siden, og den ene gerningsmand fik en fængelsstraf, så driver sådanne oplevelser ikke bare forbi i periferien, og Lukas mærker stadig til den frygt, overfaldet har plantet et sted inde i ham. ”Jeg har for nyligt oplevet, da jeg alene gik på gaden, at en gruppe unge fyre råbte voldsomt ad mig – et regulært verbalt overfald. Ofte vil jeg prøve at tie stille og ignorere det, men jeg følte et behov for at forsvare mig, og svarede dem igen, mens jeg skyndte mig væk. Når jeg bevæger mig ud i det offentlige rum, går jeg for det meste i egne tanker, eller er blevet god til at søge mit netværk, og oftest lukker jeg øjne og ører. Det er bare ikke helt så nemt mere. Efter den dag, hvor den gruppe råbte ad mig, kan jeg mærke, at der ikke skal særlig meget til, før jeg bliver ængstelig, og trækker mig.”

Ud over Danmarks grænser

Lukas har uden tvivl nogle sår, der vil tage tid at hele, og som forståeligt er skrøbelige i bestemte hændelser, men han er samtidig meget bevidst om, at problemstillingen er endnu mere skræmmende andre steder i verden.

”Der er i Danmark stadig rigtig lang vej i til, at alle os LGBT-personer kan føle os helt trygge i vores hverdag. Selvom der er huller, så har vi trods alt lovgivningen til at bakke os op (ikke at det hjælper noget som helst mod udråb på gaden). Det har de ikke i rigtig mange andre lande, og med min familietilknytning til Ecuador, så kan jeg ikke lade være med at kæmpe den globale sag for LGBT-personers ligeværdige menneskerettigheder. Jeg har heldigvis både en meget forstående mor og søster, men jeg ved, at befolkningen i fx Ecuador generelt har svært ved at acceptere LGBT-personers.

Jeg synes, det er sindssygt skræmmende at tænke på, at mange LGBT-personer skal skjule deres rigtige jeg i frygt for ikke at blive accepteret af familie og samfund. Det er den maglende accept, der i værste fald kan ende med, at nogen bliver slået ihjel. Det kan samfundet hverken herhjemme eller ude i verden vende det blinde øje til. Derfor er vores kamp berettiget. For mange handler det her om liv og død.”

Lukas håber, at han kan være en del af en bevægelse, der får skabt reelle forandringer for LGBT-personer. Han deltager i alle de events, han kan, og fortæller gerne sin historie for at lade andre i samme situation vide, at de ikke er alene. ”Det kan ikke passe, at det eneste sted jeg skal føle mig rigtig tryg er inde i min lejlighed, på gay-bar eller til den årlige parade. Jeg vil være med til at gøre en forskel, så ingen skal være bange for at gå frit rundt, ligegyldigt hvem de er, hvordan de identificerer sig selv, eller hvem de elsker, for det her handler i sidste ende om vores ret til Kærlighed.”

”Jeg stræber efter ikke at give eleverne et pronomen, inden jeg har hørt dem italesætte sig selv som han, hun, hen, eller hvad de selv ønsker.
Generelt synes jeg ikke, der er noget behov for at bruge pronomener – jeg bruger altid folks navne, og jeg har kun meget sjældent været ude for, at jeg grammatisk blev nødt til at bruge et pronomen. Der er nogle forældre, der har svært ved at forstå den tilgang, men hvis man som barn kæmper med følelser eksempelvis ift. at forlige sig med sit biologiske køn, så hjælper det hvert fald ikke at de sekundære voksne, man skal kunne læne sig op ad og komme til, har besluttet ens køn på forhånd.”
Rikke har ikke selv skulle kæmpe med at blive accepteret som LGBTQI+ person i sin egen familie, men har gennem hele sit liv mødt voksne mennesker, der havde et udtalt behov for at kommentere eller direkte blande sig i hendes seksualitet. De usympatiske episoder har som voksen givet hende et langt mere rummeligt menneskesyn, end det hun selv blev mødt med. ”Din seksualitet er en uadskillelig del af dig, og hvis nogen stiller spørgsmålstegn ved ens person på baggrund af følelser, man ikke selv er herre over, så giver det sig selv, at man bliver usikker. Jeg kan ikke undervise alle elever, men dem jeg er heldig at møde, dem ønsker jeg at sende ud i verden med både en tro på, at deres følelser og tanker ikke kan være forkerte, og i lige så høj grad at de skal møde andre mennesker med samme indstilling.”

Gennem mange år har Rikke uddannet sig selv i at være opmærksom på ikke at tage ejerskab på andres køn eller seksualitet ved ikke at italesætte netop de to, uden først at have fået direkte eller indirekte accept fra personen foran hende. ”Det er små ændringer i dagligdagstale, som ikke gør nogen forskel for betydningen, men muligvis for personen jeg kommunikerer med. Jeg spørger eksempelvis aldrig eleverne om deres mor og far kommer, men derimod om deres forældre kommer.” For Rikke, er det også vigtigt at adskille ordene ”køn” og ”seksualitet”, da de i traditionel seksualundervisning hænger sammen. Det gør de ikke for Rikke. Ligeledes er det vigtigt for Rikke, ikke at komme sine elever i kasser, når det kommer til køn og seksualitet, som hun selv har oplevet. ”Kasserne hjælper ingen! Hvis vi som samfund konsekvent bliver ved med at komme andre mennesker i kasser, er vi ikke længere rummelige og åbne over for andre end os selv. Vi kan ikke tillade os, med den udvikling vi lever i at pådutte nogen et bestemt køn eller en bestemt seksualitet på baggrund af eksempelvis visuel udstråling. Vi er alle bare mennesker.”

Et generationsskifte for seksualundervisning

Noget af det Rikke husker fra sin egen skoletid, er en seksualundervisning, der for det første var meget snæver uden at komme meget videre end blomsten og bien, men også kun aktuel i meget få dage ud af en samlet folkeskoletid. Dét har hun ændret radikalt i sin egen undervisning, hvor det indgår som en naturlig del på tværs af fag.

”Jeg underviser ikke kun i køn, seksualitet og minoriteter en uge, eller enkelt dag om året. Jeg tager løbende taget fat i det gennem litteratur og multimodale tekster, og jeg bestræber mig på at eksponeringen af emnerne bliver så brede som muligt, således at ingen føler sig forkerte eller galt på den.”

Det samme gælder måden at håndtere børnenes sprogbrug, hvor Rikke er uomtvistelig hvad angår hvilke ord – ofte brugt som skældsord – der tolereres i hendes klasserum. ”Der er desværre stadig en tendens til at ord som homo, bøsse, pigespark, svans, luder, lebbe osv. bliver brugt som skældsord i børnenes leg, spil og generelle væren med hinanden. Når eksempelvis ordet homo bliver brugt som et skældsord, så snakker jeg med børnene om, hvad homo egentlig betyder, hvorfor det ikke skal være et skældsord, og hvordan ordet kan både forstås og bruges.”

For Rikke er ordsproget ”mange bække små” ret sigene. ”Jeg kan kun gøre mit bedste, og hvis alle gør sit bedste for at være rummelige og anerkendende, tror jeg, vi kommer rigtig langt.
Jeg har adgang til den yngre generation – og jeg prøver. Måske kan dem på min alder, og dem ældre end mig, overveje hvilke ord de bruger, når tingene ikke går deres vej – fx i fodbold? Eller hvis man bliver afvist i byen? Eller ser en der har et andet kønsudtryk end en selv?”

Alle de spørgsmål Matias har fået, har på ham haft en negativ eller angribende klang, og netop derfor tror han, at han har ventet så længe med at springe ud som biseksuel. For hvis folk spørger med så meget skepsis i øjnene, så var logikken for Matias, at de så også måtte have skepsis for hans ærlige svar. Heldigvis var oplevelsen en helt anden, for da han endelig fortalte en veninde om sin seksualitet, så grinede hun næsten. ”Min veninde sagde bare, at det vidste hun da godt, og så snakkede hun videre om noget andet, vi havde gang i. Og det var det, så nemt og befriende, og uden at skulle forklare mig, som jeg havde troet fulgte med at springe ud”.

Bland dig udenom

”Hvis jeg kan ændre noget, eller kunne få lov til at tale til alle unge mennesker, ville jeg sige det meget kort: Bland dig uden om. Hvorfor har du så stort et behov for at kende andres seksualitet? Selvfølgelig må man spørge i sammenhænge, hvor det giver mening, og hvor det er sagt med tydelig respekt for det menneske, man står overfor. Jeg føler selv, at jeg blev tvunget til at vælge a eller b, men jeg synes bare ikke, jeg var hverken eller. Jeg bliver forelsket i mennesket ikke i et køn, og det kunne jeg have være afklaret omkring meget tidligere, hvis jeg ikke så mange gange har skullet tage stilling til min seksualitet, uden at have lyst til det eller være klar.”

Matias har en helt klar holdning til fremtiden: Han er kommet så langt med at tro på sig selv, og hvad han indeholder, at den dag kærligheden dukker op, så er kun fantastisk og uden nogen form for skam uanset hvem det er, og hvilket køn de har. ”Jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage til teenage-udgaven af mig selv, og banke ind i hovedet på mig selvs, at jeg er okay med alt det jeg indeholder.”

”Vi skal ikke være bange for at tale om at være anderledes. Hvis det er hemmelighedsfuldt, er det hurtigt kun endnu mere interessant, og nogen begynder så forståeligt nok at gætte – og måske endda antage hvordan tingene hænger sammen. Vi bliver nødt til at turde tale om det, men vi mangler et nyt sprog at tale om det her på. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan få manet fordomme i jorden, og gøre LGBTQI+ kulturen åben og forståelig. Retorikken omkring LGBTI+ bliver hurtigt både angribende og ekskluderende, og sådan må det ikke være. Ingen har fortjent at blive kaldt skældsord eller blive svinet til pga. seksualitet og køn, og det kan virke til at kommunikationen til tider er gået helt i hårknude.” Fortæller Sika.

Med overskud følger ansvar

”Vi føler os meget privilegerede over, at vi har det så godt, som vi har. At vi føler os trygge, har opbakkende familier og har fået en fantastisk søn. Derfor har vi også haft overskuddet til at dele ud til andre. Vi lader folk spørge og giver dem et svar, eller forklarer dem hvorfor, vi ikke har lyst til at give et svar.”

Grundlæggende synes hverken Noah eller Sika, at der er noget galt med at spørge, hvis man undrer sig over noget. De ser det som oprigtig interesse og søgen efter viden, fra flere af dem, der henvender sig til dem, og derfor taler de gerne åbent om at være anderledes, og det at være placeret i en kasse af andre mennesker på baggrund af køn og/eller seksualitet.

”Man skal passe på med at putte folk i en kasse, de ikke har bedt om at komme i. Det er hverken et ønskværdigt eller realistisk scenarie, at vi ikke må tale om at passe i kasser, men vi skal huske, at man sagtens kan både hoppe mellem kasser, og finde plads flere steder samtidig. Det er fuldstændig op til den enkelte, og vi skal acceptere hver enkelt kasse, og respektere den eller de pladser, den enkelte har taget. Det skal ikke være til diskussion – men måske til samtale.”

Og det er netop den samtale Noah og Sika gerne tager, for alle dem, der har stillet sig til rådighed med svar på deres spørgsmål, har gjort en verden til forskel for familiens liv.

Pride er mere en ”Love is Love”

Pride-bevægelsen og de forgangsmænd, der stiller op og tager mange skyts, betyder meget for Noah og Sika. De er taknemmelige for, at der findes nogen, der tør råbe op, og stå ved kendsgerningerne, og de kan nævne flere personer, der har taget vigtige kampe med direkte indflydelse på deres eget liv.

”Pride er kærlighed og ”Love is love”. Det er vigtigt, og kærligheden er det, der får os alle sammen til at kæmpe med. Men Pride er rigtig meget andet end kærlighed, og bag ”Love is love” skal der også handling – ellers har det nærmest modsat effekt, og fastholder i værste fald nogen i, at Pride blot er en årlig event for fest og farver. Vi er hvor vi er i dag, blandt andet pga. det politiske arbejde, der også bliver gjort under pride-paraplyen.”

Familiens fremtid er ikke fyldt med frygt eller urolighed – det har de selv besluttet, men de ved, at de ikke kunne have nået dertil uden familie, venner, hinanden og til dels omverdenens støtte. Netop det ønsker de for os alle sammen, og de har derfor ingen intentioner om at stoppe med at tale om deres rejse og familieliv, for de har set deres åbenhed gøre en forskel for rigtig mange menensker.